fredag den 22. januar 2010

GÆT ET HUS - i København


Fotografiet viser os husets tag. Hvordan ser det ud?
Det er jo vinter nu, og derfor er der sne på taget.
Men man kan godt se farven og formen.
Kan du tegne formen?

Kan du gætte hvilket hus der er på billedet?

mandag den 18. januar 2010

GÆT ET HUS - I FARVER (3)


Gættede du huset? Det er Palads Teatret i København - huset med de mange farver! Har du været der? Hvor mange forskellige farver kan du se?

Palads Teatret blev bygget i 1918 som en af Nordens største biografer. Dengang var man vant til at gå i teatret for at blive underholdt - film og biografer var noget nyt. Derfor kaldte man biografen 'et teater'.

Har du nogensinde set et palads? Så ved du, at et palads er et slot eller en stor og prægtig bygning. I paladser bor der vigtige mennesker eller meget rige mennesker - eller også er de blevet til museer. Palads Teatret er ikke et slot, men dengang det åbnede kunne der sidde 3000 mennesker og se film samtidigt. Det var stort! Huset var hvidt, og det så fornemt ud. Rigdommen i huset er filmene. Derfor er det et palads, der er rigt på gode historier og sjove oplevelser.

I film kan der være mange kampe. Det er måske de kampe, skulpturen på taget viser. Tyren er billedet på de kræfter der er i naturen, og manden er billedet på de kræfter mennesker har. Mange film handler om kampen mellem naturen og mennesket.

I 1989 malede kunstneren Poul Gernes (sammen med elever fra kunstakademiet) bygningen i alle mulige farver. Farverne får huset til sprælle og bevæge sig. Og film er jo billeder der bevæger sig. De mange farver får Palads Teatret til at ligne et hurlumhej-hus fyldt med sjov og ballade.
Hvad er forskellen på et hus malet i mange farver og et hus der er hvidt?

Hvilke farver skulle huset være malet, hvis det var en boksehal?
Hvilke farver skulle huset have, hvis det var en svømmehal?
Hvilke farver skulle huset have, hvis det var en skole?

Kan farver fortælle noget om et hus?
Hvilken farve skal dit hus have, hvis du kan vælge frit?
Hvorfor vælger du den farve?

GÆT ET HUS - I FARVER (2)



Fotografiet viser skulpturen på toppen af det hus du skal gætte. Skulpturen hedder Ursus og Tyren. 'Ursus' betyder bjørn på latinsk. Skulpturen handler om kampen mellem mægtige krafter.

Måske handler skulpturen om de kampe, som vi nogen gange kæmper i os selv. F.eks. mellem hvad der er godt og hvad der er dumt. Eller mellem hvad der er sundt og hvad der er usundt. Kender du den slags kampe?

Det kan også være at skulpturen er et billede på de kampe der kæmpes inde i huset. Og så tror du måske, at huset er en boksehal eller en fægtescene. Men det er det ikke.

Skulpturen blev skabt dengang huset blev bygget i 1918. Det er kunstneren Kai Nielsen der har formet og udført den. Først i 1949 blev skulpturen forgyldt.
Hvilken farve havde den mon før?
Hvorfor tror du at den blev den forgyldt?

Nederst på fotografiet kan man se 'gesimsen'.Gesimsen er den kant der løber hele vejen rundt om dette hus. Gesimsen skal gøre huset smukkere. Den er der for at afslutte muren på en pæn måde.

Hvordan ser gesimsen ud?
Hvor mange farver har den?
Kan du gætte huset nu?

fredag den 15. januar 2010

GÆT ET HUS - I FARVER


Kan du gætte huset på fotografiet?
Du kan kun se en lille del af huset - en detalje.
Hvad kan du se?
En skulptur der sidder oppe ovenpå huset.
Hvad forestiller den?
Hvad kan du mere se?
Læg mærke til farverne.

GÆT ET HUS - BYG ET HUS AF LEGO


Sidste uges hus var et kage hus. Det er et lille hus. Mennesker kan ikke bo i det. Men det kan kagekonen, hendes mand og deres kagegris. Huset er bygget af seks plader udrullet kagejej, der er sat sammen i siderne af karamel. På taget er det dekoreret med lakridskonfekt og på siderne med farvet glasur. UHMMM!

Det kunne være sjovt at bygge et stort kagehus og prøve at bo i det. Det ville kræve nogle meget store ovne og bageplader. Men det kan sikkert godt lade sig gøre.


Hvor stort et hus kan du bygge af lego klodser?

Englænderen James May elskede at lege med lego, da han var lille. Han byggede huse og stationer og biler og fly og hvad man ellers kan bygge med lego. Dengang tænkte han ofte på om man mon kunne bygge et rigtig legohus med flere etager, møbler og toilet, og bo i det. Nu har han prøvet at gøre det sammen med arkiteker og designere. Et lille hus på to etager, med stue og soveværelse og køkken og bad. Det kunne lade sig gøre, men det var lidt hårdt at gå på og at ligge i. Og det var også lidt skrøbeligt. 1000 mennesker hjalp med at bygge huset og de brugte uendeligt mange klodser.

Du kan se klip fra byggeriet her:
http://www.youtube.com/watch?v=FrLkHn_RlgY&feature=related
http://www.youtube.com/watch?v=N0STpxS2Btg&feature=related
http://www.youtube.com/watch?v=LLPrz9nrXC4&NR=1

tirsdag den 5. januar 2010

GÆT ET HUS - MATERIALER


Her er et hus. Kender du det? Ved du hvem der bor der? Kan man bo i huset?
Kan du se hvilke materialer huset er bygget af?
Ser huset blødt eller hårdt ud?
Kan du se på huset, hvad det skal bruges til?
Hvilken størrelse har huset?
Hvilke former har det?
Ville huset se anderledes ud, hvis det var bygget af sukkerknalder? Hvordan ville det se anderledes ud?

Byg et hus af brød (Rugbrød, sandwichbrød eller andre brødskiver).

Kan man bo i et hus bygget af brød?
Ser et brødhus blødt eller hårdt ud?
Hvad sker der hvis man spiser af brødet?
Og hvad sker der hvis det regner?
Huse er bygget af materialer. Hvilket materiale er dit hus bygget af?